Der er kommet nye problemer til siden sidst. Kina har fået et nyt visumkontor, så man skal ikke på ambassaden mere. Nu kan man downloade ansøgningsskemaet – og man kan bestille tid på nettet – indenfor en klokketime. Jeg starter med at gøre begge dele. Jeg læser også den vejledning der ligger på nettet – i hvert fald sådan løseligt. I skemaet skal man opgive præcise adresser på ens overnatningssteder. Det ved jeg jo ikke på forhånd, men jeg beslutter mig for at vælge 5 ud – det er det der er plads til i skemaet – ellers skal man vedlægge et stykke papir for sig. De 4 jeg vælger er steder jeg har været før, i Chongqing, Chengdu, Songpan og Xi’an. Til dem tilføjer jeg et hostel jeg finder i Xining længst mod nord.
Da jeg ankommer til visumkontoret bliver jeg straks spurgt om jeg har hotelreservationerne? ”You mean for the first night?” spørger jeg forhåbningsfuldt. ”No, all of them”. ”You mean for every single night?”. ”Yes”.
Jeg må gå med uforrettet sag. Det var en streg i regningen. Sidst skrev jeg bare adressen på mit første overnatningssted. Jeg ved jo ikke hvor jeg kommer til at overnatte, så hvordan skal jeg kunne reservere noget på forhånd. Ganske vist har jeg en plan med bynavne på, men jeg ved af erfaring, at den ikke kan holde i mindste detalje. Der er endnu mange ukendte faktorer.
Jeg kører tilbage til min datter, hvor jeg kom fra, for at se hvad, der kan gøres. Jeg kan godt reservere mine hostels hjemmefra, men jeg skal betale 15% i depositum. Men hvis det er, hvad der skal til, må det være sådan. Jeg vælger de billigste muligheder, 4-og 6-sengs værelse over det hele og fordeler overnatningerne på de 5 steder. Det løber op i mindre end 500 kr i alt. Desuden har jeg valgt den dyreste form for depositum, hvor jeg muligvis får godtgjort noget af det. Desværre står min gamle printer ikke mere hos Pil, så jeg må på biblioteket for at udskrive, og de skulle også have en kopi af siden i mit pas. Det er lettere kaotisk på biblioteket i Bragesgade, men det lykkes mig og jeg haster tilbage til Østerbro, måske kan jeg nå det? Det kan jeg. Desværre viser det sig, da jeg ankommer, at mit pas er forsvundet i mellemtiden…. Det ligger i kopimaskinen i Bragesgade!!! Jeg tilbringer en ubehagelig halv time i 4A på vej tilbage og prøver også at ringe til biblioteket. Der er meget der kan lade sig gøre med sådan en smartphone i en 4A. Men desværre et det at de tager telefonen på biblioteket ikke en af dem. Nå, jeg når frem. Jeg har småløbet helt fra Nørrebro Station. Styrter direkte til kopimaskinen og river låget op…. Der ligger passet stadig som om intet var sket. Pyhhh ha. Godt der ikke er så mange der kopierer, som der skriver ud fra computere – så havde det for længst været væk… Eller måske ikke – mens jeg var der, kom der en dreng og spurgte efter en pung, han mente at have mistet dér dagen før. 3 minutter efter gik han igen – MED pungen og indhold. Så bare fordi vi er i indvandrerkvarteret, er der ikke nogen der skal sige, at folk er mere uærlige end andre stæder. Måske nærmere tværtimod.
Jeg må vente til efter weekenden med næste besøg på visumkontoret. Denne gang går det godt. Det er jo kinesere, der sidder der, og kinesere gør hvad de får besked på, og lader være med at tænke for meget selv. Denne gang har jeg det hele. Lige bortset fra reservation for den sidste nat i Chongqing, men spørger hun til den, vil jeg sige, at jeg tager nattoget fra Xi’an. Jeg tror ikke, det ligger i konceptet, at man skal præstere tog-og busbilletter på forhånd. Hun synes godt nok at 55 dage er mange, men da der er reservationer en masse accepterer hun det og undlader at tælle dem. ”Where is Songpan?” er sådan set det eneste hun spørger om. Nå, ved du ikke det? Og så forklarer jeg ellers i detaljer, hvordan man kommer fra Chengdu til Songpan oppe i bjergene. Hun er åbenbart ikke helt inde i geografien her, og spørger derfor heller ikke, hvordan jeg har tænkt mig at komme fra Songpan til Xining på én dag. Det tror jeg nemlig ikke man kan med bus, men skulle hun have spurgt, ville jeg have sagt, at der er en lufthavn ved Jiuzhaigo National Park i nærheden af Songpan – det er der nemlig.
Jeg forlader lettet visumkontoret. Helt lettet er jeg dog først, da min datter har hentet passet om torsdagen og tjekket at alt er som det skal være. Livet er ikke altid helt let for os cyklister….
En anden ting er, at jeg - lidt tilfældigt – bliver mindet om at Google jo har problemer med de kinesiske myndigheder, hvad der betyder, at ikke bare søgemaskinen google, men også gmail og blogspot er blokeret i Kina. Jeg kan altså ikke bruge min blog, sådan som jeg gjorde i Japan. Eller i hvert fald ikke være sikker på det. Hvad så?
Dagen efter er planen klar: er der problemer med ”deltidsbornholmeren.blogspot.dk”, bruger jeg en hjemmeside jeg oprettede sidste år på noget der hedder weebly.com. Jeg har sådan set ikke brugt den til noget indtil videre, men jeg gør den klar, til at kunne bliver sat ind om nødvendigt. Skulle dette også fejle må jeg gå tilbage til den gamle metode med at sende mails til alle jer, der gerne vil følge med på turen. Min live mail adresse skulle vel stadig fungere også i Kina. Microsoft har da endnu ikke lagt sig ud med de kinesiske myndigheder, så vidt jeg ved.
